torsdag den 5. december 2013

At skrive et blogindlæg...

Kære 1.h (og hvem der ellers følger med)

Det er blevet december, en måned alle børn og barnlige sjæle har glædet sig til. Og børn leger jo - og da især i julen! Det skal vi også, og fordi vi ELSKER dansk (og efter AP-forløbet især den sproglige dimension af faget) skal vi selvfølgelig lege med sproget. Derfor har I fået til opgave at skrive et blogindlæg om jeres første tid på Tornbjerg gymnasium - og det skal være spækket med metaforik, symboler, alliterationer (bogstavrim), måske et enkelt rim samt billedskabende beskrivelser.

Og hvad er et blogindlæg så?
Et blogindlæg kan være mange ting, men i denne omgang har jeg besluttet, at I skal tage udgangspunkt i en undren over et eller andet, for eksempel hvorfor gymnasielivet forekommer så meget anderledes end livet i en folkeskole eller på en efterskole. Fra disse lidt abstrakte overvejelser skal I bevæge jer ned på et mere konkret plan; måske har I bemærket, at lærerne, de fysiske rammer, lektiemængden eller andet adskiller sig betydeligt fra det, I kender - og måske har I også tænkt over hvorfor (ellers kan I begynde nu...). Gennem undersøgelserne af det konkrete skal I reflektere over, hvorfor tingene mere overordnet mon hænger sammen, som de gør. De konkrete eksempler er vigtige, fordi de hjælper læseren (der måske ikke er gymnasieelev) til at forstå en sammenhæng, der ellers kan virke fremmed eller uforståelig. Et karakteristisk træk ved bloggen er, at der er mulighed for at kommentere på de enkelte indlæg. Derfor er målet ikke at komme frem til en konklusion.

Produktkrav
Ja, I kan jo desværre ikke bare nøjes med at producere et skriv og så dovne resten af timerne væk - der er flere krav!
- I skal kreere et screencast, hvori I klipper mellem jeres blogindlæg og billeder, der illustrerer det, I skriver om - brug symbolik og metaforik og vær opmærksom på at minimere brugen af døde metaforer (klicheer).
- Alle gruppens medlemmer skal komme til orde i screencastet
- Varighed af screencast: 2-5 minutter (1000 tegn inkl. mellemrum svarer til godt et minuts uafbrudt oplæsning)
- Indlægget skal have en appetitvækkende overskrift

Nyttige links (den sproglige afdeling)
Inspiration til billedsprog
Mere inspiration til billedsprog
www.ordnet.dk - ordbøger over det danske sprog (både nu og før 1950)
ordbogen.com - brug den til at slå op i ordbogen over 'faste vendinger' (der er desværre kun 2 opslag pr. dag i gratisudgaven, så brug dem godt)
rimordbog.dk - tilføj lidt ekstra rytme med et rim (men vær varsom - det skal ikke blive uoverlagt komisk)
www.sproget.dk - grammatik, stavning og meget mere

Nyttige links (den tekniske afdeling)
screencast-o-matic.com - her skal I lave jeres screencasts

Ingen kommentarer:

Send en kommentar