fredag den 13. december 2013

GRUPPE 5: Moden og selvsikker eller ung og frisk

Jeg sad inde i klassen og blev tilbudt at deltage i en fed fest i byen , jeg takkede glædeligt ja, men min veninde kunne derimod ikke komme med, da hun endnu ikke var blevet 18.
Jeg kunne ikke andet end tilbyde hende min medfølelse, da jeg kan forestille mig hvor svært dette kan være at deltage i det sociale, når ens alder udelukker visse sociale muligheder.
Jeg ved fra mig selv, efter mit år på efterskolen, at man får et stort udbytte af at bo sammen med de andre elever. Med det i betragtning, må man formode at en elev, der kommer fra en niende klasse på en efterskole, har en fordel af denne sociale omgang.
Kan man formode at det ikke kun er alder, men også det sociale niveau man tidligere har haft, der spiller den største rolle?

I timen gennemgik vi GeoGebra, eleverne fra niende klasse tastede på livet løs. Den pressede stemning bredte sig om mine medstuderende. De fleste skiftede mellem en frustreret tasten og et uforstående blik, hvorimod lysten dragede mig mod Facebooks sider, jeg kendte jo GeoGebra som min egen baglomme.
I denne stund følte jeg mig fagligt overlegen i forhold til mine klassekammerater, jeg kunne mærke at mit år på efterskolen havde gjort mig godt. Det er selvfølgelig ikke korrekt at antage at alle andre elever var nær et sammenbrud, men ved de udfordrede elever, kunne det muligvis have været til gavn at få “det extra år”.

Modsat kunne man tænke at den skarpsindige elev, allerede i niende klasse er klar til at påtage sig udfordringerne ved gymnasielivet.
Man må jo også tage til overvejelse, at eleven der kommer direkte fra en niende klasse, har visse fordele, blandt andet fordi eleven er færdig med sin uddannelse i en yngre alder og derved kan komme hurtigere i gang med at arbejde. Derudover har eleven fra niende klasse en økonomisk fordel, da de ofte endnu ikke er nået den myndige alder og derfor er det billigere for arbejdsgiveren at ansætte vedkommende.
Eleven over de atten år får modsat SU tidligere i deres gymnasieliv, hvilket gør at hjemmeboende ikke behøver noget job. Man er sikret en indkomst ved SU, der gives ingen garanti for at få et job.

Til sidst kan man sige, at der både er fordele og ulemper ved de forskellige veje til gymnasiet.
Det kommer vel ned til hvad der vægtes højest af individet selv?
Er modenheden, det sociale, og erfaringen ved en tiende klasse at foretrække? Eller er det et bedre grundlag for et godt gymnasieliv, at komme direkte fra niende klasse, hvor man har været vant til den almindelige skolegang, og har den aldersmæssige fordel ved afslutningen af gymnasielivet?

1 kommentar:

  1. Jeres blogindlæg er ret godt, især indledningen er god! - og den er let at forstå.
    Men der mangler billedsprog til at gøre den mere spændende og interessant at læse.

    SvarSlet