GRUPPE 6: Fra fest til tømmermænd
Den anden dag kom jeg hjem fra skole, jeg havde ingen lektier og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg tænkte, at hvis jeg havde været på efterskolen, havde vi måske haft gymnastik eller et andet sjovt fag.
At komme hjem fra efterskole og starte på et gymnasium er som at tage en kold tyrker efter at have være på stoffer i et år. Der sker så meget, når man er på efterskole, at man føler sig helt rastløs, når man kommer hjem. Alle dage er fyldt med energi på en efterskole, men derhjemme er dagene triste og grå. Overgangen fra efterskole til gymnasiet, er som at hoppe på en trampolin og derefter gå ned på jorden og slet ikke kunne hoppe.
Når man starter på gymnasiet efter at have gået på efterskole, går man fra at putte sig under sin varme, trygge dyne til at se monsteret under sengen i øjnene. Man er bange for ikke at passe ind på gymnasiet. Både i forhold til personerne, men også i forhold til selve gymnasielivet. Kan man vende sig til at stå tidligt op, tænke på hvordan man ser ud, cykle i skole eller tage bussen?
Nætterne var lyse, himlen er nu sort. Hvad skal jeg foretage mig? Jeg kan ikke andet end at sove. Klokken når midnat, jeg føler mig allerede træt. Hvis det havde været på efterskolen, havde vi alle ligget tæt.
Nu når jeg er startet på gymnasiet, føler jeg mig doven og fed. Min dag går ikke mere med aktiviteter og sjov, men med at lave afleveringer i mit dystre mørke værelse. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal få min dag til at gå med når jeg kommer hjem fra skole.
Lektier og afleveringer optager meget af mit sociale liv efter skole, man sidder tit alene med tingene hvorimod at man på efterskolen havde muligheden for både at hænge ud med hinanden samtidigt med at man kunne lave lektier.
Gymnasiet kan føles som at være lænket til et skrivebord, mens efterskolen er som en vild karrusel. Når man går på gymnasiet er der mange lektier og afleveringer hver dag, hvorimod efterskolen var mere fri og fuld af bevægelse.
De her efterfølgende følelser af overgangen fra efterskole til gymnasium kan medføre en konsekvens som dårlig start på gymnasielivet. Min egen start på gymnasiet var i hvert fald ikke fabelagtig… Det var hårdt ikke at være i de vante omgivelser, hvilket medførte en farveløs hverdag. Jeg puttede mig under dynen, havde ikke lyst til at lave lektier og ville egentligt bare ønske, at jeg kunne komme tilbage. Men efter lidt tid når man havde fundet sammen med dem, som man snakker bedst med, lyste min hverdag mere op. Det hele var ikke bare sort og hvid, men farver begyndte at springe ind i billedet af det fede gymnasieliv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar